Kina gennem danske øjne

Gud, jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde. Problemet ved at “holde” blog paa min maade er at jeg jo helst skal opdatere i kronologisk raekkefolge. Men det nu droppet.

Tøserne er taget hjem. Først Anne og senere Maria’erne. Vi har set, spist og fotograferet os gennem en stor del af Kina. Godt nok kun nogle enkelte byer, men de har hver især repræsenteret en speciel del af Kina.

Jeg er nu i Beijing sammen med mine forældre. Det er blevet til en lidt lunken start. Først den ene og så den anden af os har ligget syge med virus og en maveforgiftning. Suk, tja, jeg troede egentlig at jeg var blevet immun over for de trælse kinesiske bakterier, men ikke helt.

Som tidligere nævnt boede tøserne og jeg på Downtown backpackers hostel i Nan Luo gu xiang, en gade i en af hutongerne i Dongcheng district. Jeg skiftede hostel da tøserne tog hjem.
Forbløffet blev jeg så da jeg igår aftes ville tilbage til gaden og spise på caféen ved siden af hostelet. På den uge der godt er gået siden jeg boede der, er både hostelet og caféen lukket ned. Slut prut finale. Og der stod jeg så med åben mund! Ja, et eksempel på hvor hurtigt det kan gå her i Kina. Jeg hælder dog mest til at tro på at de har lukket ned for at kunne restaurere og være parate til den kommende sommersæson med OL osv.

Da vi i Hong Kong havde købt en masse souvenirs kunne vi jo pga ferien ikke sende dem hjem og tog dem med til Yangshuo. Det er den første pakke vi har sendt hjem fra Kina, men allerede mens tøserne stadigvæk var her i Beijing fik vi nys hjemme fra Danmark om at pakke var fremme. Underligt er det, da det kun har taget pakken omkring 10 dage. Modsat har vi sendt to pakker hjem fra Hong Kong i begyndelsen af Januar, og så vidt jeg ved er de endnu ikke nået frem. Jeg krydser stadigvæk fingre og håber på at de står og venter når jeg er tilbage i Danmark.

Idag fik jeg mail fra Maja, en pige der nu befinder sig i Daliang, i min tidligere lejlighed og på min tidligere skole og kontor. Det er sgu sjovt og meget underligt at tænke på. Nok mest fordi jeg jo stadigvæk er i Kina og derfor - i mit hoved - egentlig ikke er færdig med mit ophold. Jeg kan stadigvæk huske hvorledes skolen ser ud og hvor alting er i byen. Ansigterne på mine kollegaer og mit kontor på skolen kan jeg stadigvæk se tydeligt for mig. Så at få mail fra én, der lige nu befinder sig dernede i færd med en hverdag som jeg lige har afsluttet er spøjst. Sjovt er det også at høre at hun skal kæmpe sig gennem se samme problemstillinger med de selvsamme kontaktpersoner som Anne og jeg har gjort i et halvt år. Tsk, det viser virkelig at de kinesere har deres egen måde at gøre tingene på og i stedet for at “tage ved lære” af den måde hvorpå Anne og jeg ville have tingene og give de nye lærere det samme, starter forfra og giver de nye lærere kamp til stregen. Haha, ja nu lyder det som en hel krig. Men det er sgu underligt. Så ja, det eneste man kan sige til det er vel bare T.I.C = this is china.

Ja, den sidste etape er naaet. Det tog 17-18 timer paa bus fra Shanghai til Beijing. Lettere fortumlet blev vi om formiddagen installeret paa et hyggeligt hostel i Dongchengs hutong kvarter - lidt nordostligt fra den forbudte by. Om eftermiddagen tog vi hul paa vores lidt travle program. Temple of heaven. Parken omkring templet var fuld af kinesere, der nod den egentlige lune taagede eftermiddag. En mand spillede paa flojte i den nordlige port og gavn gaaturen en dejlig stemning. Flere steder blev underholdt paa kinesiske violin lignende instrumenter og folk og turister stimlede sammen for at lytte. I baggrunden lod fyrvaerkeri , der igen rungede i murene fra templet som torden. Lanterne festen, der afholdes paa den 15. dag i den nye maanekalender, var igang. Vi tog i peking operaren og saa en underholdene stykke kinesisk kultur. Da vi kom ud fra operaen var byen som forvandlet. Luften var tyk af taage og fyrvaerkeri rog. Det lod mest af alt som om at en borgerkrig var sat i gang. I gaderne og paa vejene blev “kinesere” skudt af. Fyrvaerkeri lyste himmelen op over alt. Det var vildt. Kineserne har klart et andet forholdt til fyrvaerkeri. Der var ingen sikkerhedsbriller og “kinesere” bliver taendt i haender omkring en paa gaden. 

d. 22 feb er min fodselsdag. Den blev fejret i stor stil med en ” hike on the great wall”. Kl. 6.40 imorges blev vores lille gruppe paa 16 udlaendinge hentet og kort til Jinshanling. Kl. 10 begyndte vores opstigning til muren og en storslaaet tur laa foran os. Den forste del muren var i udemaerket stand. Det gik op og op af stejle hoje trapper. Pulsen kom i vejret men jeg gispede ikke kun pga daarlig kondition. Udsigten var perfekt. Vejret kunne ikke vaere bedre. Dybblaa skyfri himmel og hoj sol. Da vi var naaet halvvejs, begyndte det at gaa nedaf i laengere straekninger.Her var murens tilstand ogsaa daarligere. Nogle straekninger bestod mere af murbrokker end egentlig mur. Man gik nogle steder uden mur op af siderne. Kun murbrokker under fodderne. Haender maatte tages i brug op af de stejle straekninger og man skulle se efter hvor man satte fodderne.
En kaempe wauv oplevelse, der tog 4 timer og var 10 km lang. Det er nok noget af det haardeste jeg har provet.  

Det er ikke altid at al ting gaa som det skal i Kina. Vores bustur til Shanghai inkluderet. Vi troede, og fik det tjekket, at vi havde kobt billetter til en sovebus, men det viste sig saa da vi stod paa busstationen at vi skulle tilbringe den kommende nat og naeste 17 timer siddende op i en normal bus. En udfordring, der blev klaret bedre end forventet. Vi blev forsinket paa motorvejen, hvor vi holdt stille i godt 2 timers tid. Shanghai naaede vi saa lige for middag. Bussen stoppede paa en gade og folk begynde at staa af. “this is here” sagde en kineser til os og vi kom ogsaa af bussen. Men foer vi gik nogle steder var en politi mand ved at inspeksere bussen, tjekke chaufforenes korekort og tage billeder af nummerpladerne. Hmm, da betjenten saa begyndte at pege fingre af os udlaendinge var vi ikke laengere saa godt til mode. Hvad der var galt ved vi ikke men vi blev alle gaenget om bord paa bussen igen og senere sat af paa en station, godt en gade laengere ned.

Der stod vi saa i udkanten af Shanghai. Det letteste var at tage en taxi til vores hostel. Den beslutning resulterede saa i en af de dyreste taxi regninger jeg har betalt i min tid i kina - og det uden at naa frem til vores onskede destination. Taxi chaufforen vidste ikke hvor vi skulle hen. Tsk, lidt laengere ind var vi dog naaet, saa et smut paa metro og vi fandt vores hostel.

Generelt havde jeg ikke nogle forventninger til hvad jeg ville se i Shanghai, men naar man saa naerlaeser hvad en by har at byde paa, falder man altid over et eller andet, der er vaerd at bruge tid paa.
Vi var oppe i asiens hojeste taarn. Det lignede mest af alt noget taget ud af en fremtidsfilm; paa tre ben, med tre kugleformede bebyggelser, der rummede udkigs sale, restaurant og andet.
Maria og jeg naaede ogsaa at kaste en blik paa Shanghai’s byplanlaegnings museum og en cafe, der viste kinesiske film fra 1920,30 og 40′erne.
Ellers blev tiden brugt paa at slendre rundt i Shanghai’s forskellige kvartere.

Xi’an. En by i midten af riget i midten. Silkevejens begyndelsepunkt. Og indehaver af verdens 8. vidunder - ifolge kineserne.
Jeg bor paa hostelet shuhan, op og ned af Xi’ans bymur. En graa bymur, som indbyggerne her i Xi’an er meget stolte af da det er den eneste tilbage staaende bymur i Kina. Den er ca. 17 km lang og omkredser hjertet af Xi’an i en firkant. Man kan cykle eller gaa muren rundt. Lige nu er den ved at blive udsmykket i med store spravlede scener fra kinesisk historie, lavet i menneske storrelse af stof paa flaader. Det er forberedelserne til den forstaaende lanterne fest. Den begynder vist omkring d. 21 feb.

Igaar blev brugt paa at finde os til rette i denne by, men idag stod vi tidligt op og tog paa guided tur til Terra cotta haeren. Vi var 7 deltagere, en chaufor og en guide. Sammen repraesenterede vi 4 lande. USA, England, Danmark og Kina.
Jeg ved ikke helt hvorledes jeg egentlig havde forestillet mig at denne kaempe haer af ler statuer var opbevaret, men det var ihvertfald ikke som det der modte mig. Med bjerge i den naere horisont og ligger det store museums kompleks lidt udenfor selve Xi’an. Den forste terra cotta mand blev fundet en gang i foraaret i 1974 af en lokal bonde. Den selvsamme bonde kan man nu se, stadigvaek i levende live, siddende parat til at saelge og signerer boger skrevet efterfolgende om haeren. Bygningerne er efter bedste kinesiske storhedsstil: Store klodser, der er graa og triste at se paa og som ikke indeholder det helt store.

Terra cotta haeren er blevet fundet ved 3 store udgravninger. 3 forskellige placeringer. Den fremvises ogsaa i 3 haller: pit 1,2,3. Det er pit 1, der er den storste attraktion. Her er godt tusind terra cotta statuer af maend og heste paa display staaende i raekker i lange korridorer som de blev fundet. I tredje hal, der er en mindre udgravning, kan man se generaler og officerer, de overstekommanderende. Den totale samling er paa omkring 8000 statuer. Efter at have set terra cotta haeren korte vi videre.
Banpo er navnet paa kinas aeldste museum. Det lyder ikke videre specielt, men naar jeg saa fortaeller at det kun er omkring 50 aar gammelt, saetter det tingene lidt i perspektiv.

Vi har vaeret godt tilfredse med vores hostel. Det er fedt indrettet og de har vaeret meget venlige. Maria er blevet verliebt i to golden retriver hvalpe, der render frit rundt i hostellets gaarde, vaerelser, cafe og reception. Tsk, der er blevet taget adskillige billeder af de to smaa dyr, der har det som blommen i et aeg. De bliver klappet og kaelet med af alle hostletes gaester.

Turen gaar nu i bus til Shanghai, saa maa vi se hvad Kina’s storste by (mht indbyggertal: 20 mio) har at byde paa.

helene

d. 9 feb. 2008
Uhh der er sket meget siden sidst. Jeg har haft et par dejlige dage i Hong Kong, temperaturen er lige et par grader varmere der nede ( 10-14 C). Vi, os 4 toser, naaede at opleve starten paa det kinesiske nytaar. Det blev danset\gaaet i gang i en kaempe parade om aftenen den 7 feb. Paraden fandt sted paa Salisbury road, den nedereste gade paa kowloon. De omkring liggende gader var afstaerrede og der var sort af mennesker. Med i paraden var grupper fra hele verden: cheerleaders fra ucla - usa, dansegrupper fra thailand, frankrig,australien mm. Det var en virkelig flot show alle grupperne opforte. Vejen som paraden fulgte var delt op i 3 preformance zones hvor hver gruppe stoppede op og gav en opvisning for de igen fortsatte videre. Men hvad vi ventede paa var selvfolgelig dragerne. De lange farvestraalende stofdrager paa pinde og “akrobat”dragerne bestaaende af to msk - en til fordelen og en til bagdelen. Det var bare det hele vaerd. Virkelig smukt. Hele paraden er sponsoreret af et kinesisk flyselskab, i aar paa tiende aar. tror jeg.

Vi har faaet kobt os fattige i souvenirs men saa skete det uheldige saa. Vi ville sende hele molivitten hjem fredag morgen, for vi tog tilbage til Kina. Men, men, men. Posthuset holdte lukket. 3 dage i streg. Saa der stod vi saa med favnen fuld af ting. Vi er nu blevet nodsaget til at kobe en kuffert og slaebe hele baduljen med til kina. Det skal sendes hjem iovermorgen fra Yangshuo hvor vi lige nu befinder os.

Det er fantastisk at vaere tilbage her i Yangshuo. Selvom det er meget meget koldere end i oktobers, saa er der stadigvaek mennesker i gaderne. Vi bor paa “Sweet hotel”, som ligger i cafe gaden parallelt med West Street. Saa det er en ideel lokation. Vi spiser morgenmad inde ved siden af og kan faa en massage to dore nede. Hotelmutter hedder Julie og er bare alletiders, en virkelig sod kvinde. Hun har en 10 aarige datter, Amyle, som kan snakke kanon godt engelsk, taget hendes alder i betragning.

Gennem hele dagen og aftenerne kan vi hore fyrvaekeri fra omkring i byen. Maria og jeg var med Julie, Amyle og nogle familie venner nede ved floden for at se og affyre nytaarsfyrvaerkeri.

d. 13 feb 2008.
Togturen til Xi’an tog 27 timer og blev fortaget, for det meste, liggende ned i en midterkoje, der var for lav til kunne siddes op i. Med kinesere for oven og for neden og ned af gangen var toget pakket. Der blev gumlet, slubret, smasket og talt kinsisk. Vi har vaeret saa heldige at undgaa det meste af det daarlige vejr som Kina jo har vaeret udsat for i lobet af de sidte par uger.

Paa denne forste hele dag, har vi taget det stille og roligt. Vi har sovet laenge og ellers bare set os omkring. Det blev til en god rundtur i det muslimske omraade og vi saa den store muskee. Vi har allerede planer for de naeste par dage, saa jeg vil vente med at skrive mere til at de er overstaaet.

Slut fra helene i Xi’an, der forresten er en virkelig flot by.

3 dage til at vi skal begynde vores backpacking. Og katastrofen indtraf igår. Suk. Vores fjernsyn gik ud midt under et afsnit af CSI. Vi lå puttet under vores dyner og nød lidt afslapningsterapi. Det kan selvfølgelig så spørges hvorfor vi overhovedet bruger tid på at ligge og se fjernsyn. Og svaret er sådan set ret simpelt. Det er for at holde varmen. Det er blevet så koldt at mine næse konstant er en næsten blå farve (ihvertfald hvis jeg levede i en tegnefilm). I må forstå at der ikke er noget der hedder isolering i kinesiske huse. Det er absolut freaking cold! Selvom vi bor i syden, under krebsens vendekreds (jeg har lige slået det op) så stopper det ikke temperaturen fra at falde til så-koldt-at-man-kan-se-sin-ånde. Kineserne er vant til at rende rundt indendørs pakket ind i lag på lag af jakker og tøj men der sidder stadigvæk lidt dansk kultur så langt som ned i mine frysende tæer på mig. Dvs. man går ikke med overtøj på inderdørs. Selvom jeg dog er ved at revurdere om det ikke er vigtigere at følge en “when in Rome…..”
Efter at vi vendte hjem fra Xiamen har vejret igen ændret sig her i Daliang. Til regnvejr. Det regnvejr vi har sukket efter i flere måneder ønskes nu så langt væk som til den anden side af jorden. Det er jo et prolem når det kommer for at blive hele den måned vi har tænkt os at rejse rundt. Det er ikke så meget for Anne og min egen skyld. Nej vi tænker faktisk lidt på Maria’erne, der kommer d. 31 jan. Vi ville så gerne kunne vise Daliang frem fra den bedste side. Vi er som stolte forældre, og håber på godt vejr, når vi nu skal op til templet, ned til muslimen og vandre rundt i byen.

Jeg har forresten vist glemt at fortælle at vi jo stadivæk er i lejligheden. Vi fik ordnet det med Petra og skolen. Men vi skal på bo hotel i de dage hvor tøserne kommer. Og eftersom temperaturen er faldet så meget er det kun godt. På hotellet har vi hver vores store tykke dyne og der er varmere end her i vores lejlighed. Super, det glæder jeg mig godt nok til. Det er anstrengende at være kold til benet 24/7.

Nå men jeg smutter nu. Vi skal ud i kulden og finde noget at spise. Om det bliver muslimen eller centeret fuld af lækre restauranter er nok ikke et svært valg. Der er varmere i centeret.

Helene, den blånæsede.

Anne og jeg har været i Xiamen i Fujian provinsen. En lille 4 dags ferie. Vi tog en direkte bus fra Daliang, Shunde til Xiamen. Det tog godt 11 timer. Afgang 19.30 torsdag aften og ankomst 06.20 fredag morgen. Vi boede paa Xiamen international youth hostel, paa et 6 sengs female dorm. Det var super.
Hovedsagen til at vi skulle til Xiamen var for at se Hakka husene. Disse huse er kendte på grund af den specielle bygge struktur. Husene er enten bygget runde eller helt firkantede som forts. I midten af husene er en åben gård hvor alle dagens aktiviteter og sysler fortages. Dér bor og arbejder flere generationer sammen. I de største huse kan der bo op til 500 mennesker, et lille samfund.

Turen derud tog 3-4 timer og blev fortaget stuet sammen i en lille kinesisk rutebil sammen med 9 kinesiske turister. En lille intim tur. Der er ikke noget bedre end at komme ud af byen og kører i landskabet. Turen gik gennem bananpalme plantager og op i bjergene. Omkring det ene grønne bjerg og rundt om det andet. Bjergside på den ene hånd og dal på den anden. Simpelthen så smukt. Jo længere vi kom op jo klarer blev vejret. Da vi endelige nåede vores mål skinnede solen klart fra en baby blå himmel. Et syn jeg ikke har set i flere måneder.
Turistet som det jo var blev Anne og jeg sammen med de 9 kinesiske turister kørt ud til hakka husene, som var en del af turen, i en elektrisk åben lille bil. Selvom husene var turistet gjorde det ikke husene og den indre struktur mindre fantastisk. Efter en frokost gik turen så tilbage til Xiamen, med en fantastisk oplevelse i hukommelsen og dokumenteret i 300 billeder.

Anden dag blev brugt på Gulangyu, en lille ø ud for Xiamens kyst. Igen havde vi et rigtig godt vejr og vi vandrede rundt i de skæve og små gader. Så et tempel dér, en statue her. Vi besøgte også en af øens lækre strande. Sikke en underlig fornemmelse. Der står man så, midt i januar, på en strand i varmt vejr. Resten af dagene blev brugt på at udforske Xiamen en smule og spise godt.
Tirsdag aften tog vi så bussen tilbage til Shunde. 12 timer senere var vi tilbage i Daliang.

Nu er der så kun en uge til at vores backpack eventyr begynder. Vi er så småt begyndt at forberede os på at skulle forlade Daliang, skolen og vores lejlighed. Det er underligt pludselig at være ved vejs ende. Men den sidste uge bliver brugt på at fotografere og filme.
Uhh, jeg glæder mig til at rejse rundt i Kina….

Lige som livet var begyndt at gå stille for sig står Anne og jeg nu med et uventet problem. Vi er højst sandsynlige hjemløse fra d. 20 januar - hvilket ikke er hvad vi havde regnet med.
Allerede i november informerede vi Petra, vores skole kontakt, om at vi gerne ville blive boende i vores lejlighed indtil begyndelsen af februar. Dengang nikkede Petra, fortrak ikke en mine, og vi troede at alt var godt og gammen. Lige indtil vi i fredags for en sikkerheds skyld tjekkede med Petra. Nu har piben fået en anden lyd. Det forlød sig så at siden alle lærerne forlader bygningen d. 20 jan, er det for usikkert for Anne og jeg at blive boende. Det er farligt. Hvorfor det er farligt er ikke helt blevet uddybet. Så vi kontaktede Kaka, men han “is not powerful” (hans egne ord) til at kunne hjælpe os. Begrundelsen for hvorfor vi ikke kunne blive boende var dog nu ændret til at skolen ikke vidste om de kunne beholde lejligheden.
Men vi har ikke givet op. Vi har endnu en gang kontaktet Petra og denne gang sagt at vi KUN skal bruge lejligheden i yderligere 10 dage. KUN 10 dage. “Petra, it’s only 10 more days!”. Så kryds fingre for os. Ellers får vi ekstra udgifter til hotel, for der er ingen vandrehjem i Daliang.

Idag har vi haft endnu en hed dag. Og jeg mener rigtig hed dag. Omkring 25-30 grader. Det er som at træde flere måneder tilbage. Vejret er fugtigt, tøjet bliver ikke tørt og mine fingre er klamme så snart jeg træder ud af døren. Det er ikke meningen at det skal være t-shirt og shorts vejr i januar månede - ikke en gang i sydkina. Men som vi også er blevet fortalt så er det en af de varmeste vintre længe. Hvilket jo er godt for de hjemløse. Men knap så godt for os.
Anne og jeg har indvilliget i at undervise “special english class” imorgen, eftermiddag - søndag. 2½ time. Og så er det “open class” hvilket betyder at forældrene er der. Så kan vi så stå dér og svede mens vi prøver at undervise de små frejdige børn, der i dagens anledning, forældrenes tilstedeværelse, sikkert er ekstra umulige. Men jeg regner med at det nok skal gå. Vivian har forberedt powerpoint show om årstiderne som jeg skal “fremlægge” og derefter er der en masse lege. Det hele afhænger dog af computeren som vi tidligere har haft lidt problemer med. Så 7,9,13 - den har bare at virke imorgen.

Man taler jo om at der på hvert gadehjørne i New York er en Starbucks café. Hvis det er sandt kan man roligt sige at der i Kina er en frisørsalon på hvert et hjørne. Eller rettere, hver 10. butik er en frisørsalon. Og frisørene i Kina er ikke kvinder. Det er mænd. Mænd med stort permanentet hår -og hvis det er rigtigt godt, farvet brunt. Men det er ikke rigtig noget, der kan beskrives, det skal ses. Der er ofte så mange ansatte i frisørsalonerne at de sidder og venter på kunder det meste af tiden. Men de finder dog altid ud af at udnytte tiden - til såsom at rette lidt på frisyren, klemme bumser ud, rense negle, spejle sig selv osv. Der er selvfølgelig også en rang orden. Der er de fyre, som står for at vaske kundernes hår + give dem hårmassage, dem, der kan tørre håret og friserer det, og så endelig dem, der kan klippe håret. Så Kina forstår forsat at beskæftige befolkningen. Og for 10 RMB for en hårmassage + vask klager man ikke.

Eftermiddagen blev idag afsluttet med en chinese massage. Det var meningen at det skulle have været en fornøjelse -som det altid er. Men denne gang fik vi to små rigtig lede tøser. De pressede så hårdt at det gjorde mere ondt på den dårlige måde end den gode. “taung” (ondt - det gør ondt!) er hvad Anne og jeg begge skreg mens vi halv løftede os af briksene men de to tøser grinede bare fjollet og trykkede ekstra til. Jo, det er jo sådan set det man skal gøre for at løse musklerne op men så ondt skal det heller ikke gøre. Så 60 minutter lå vi så og halvdelen af tiden blev brugt i smerte. Suk. Jeg tror lidt at de troede at bare fordi vi er større end en kineser, så skal der også trykkes mere til. Men nej, det er nu en gang ikke tilfældet. Men jeg er fortrøstningsfuld og håber ikke at det sker igen.

Ellers er jeg begyndt at tælle dagene ned til at tøserne, maria’erne, kommer. Der er nu kun 19 dage til …. uhh, glæder mig.

Vores by, Daliang, har de sidste to dage været indhyllet i en varm tåge. Det er første gang at jeg har oplevet den form for “smog” her nede. Det har også resulteret i temperaturen er steget 5 grader. Nu kan vi nok engang - midlertidigt- rende rundt i t-shirt.

Vi bliver “chikaneret” af hjemlose. Der er en hel del her i byen. Men de har for det meste altid holdt til nede ved hotellet 0g shopping centeret.
Nu har vi saa maerket en aendring. Igennem de seneste par uger er der begyndt at vaere nogle stykker, hhv. 2 maend og en kvinde med to smaa born og en gamel kvinde, som holder til oppe ved vores busstoppested og taet paa vores opgang. Hver morgen naar vi staar og venter paa bussen kommer de altid hen til os. Straekker en plastik boette hen mod os, og nogle gange prikker de lige frem til os med boetten naar vi proever at ignorere dem. Det er simpelthen saa ubehageligt. Vi giver aldrig noget. For giver vi forst en gang saa faar vi for alvor et problem med dem. Samtidig kan vi ogsaa godt se at vi er det foretrukne maal. De generer ikke kineserne paa samme maade. Men kineserne kan saa ogsaa bede dem om at gaa deres vej. Igen er der en tydelig sprogbarriere, som ikke er til vores fordel. Det vaeste er naar man gaar forbi centeret og “stoder” ind i bedstemoderen med barnebarnet eller moderen med de to smaa born. Disse kvinder bruger jo bornene som “lokkemad”. Lige saa snart de har set et muligt “target” giver de lyd til bornene og de smaa kommer saa rendene paa bare fodder, laset og beskidt toj med plastik botten i haenderne. Gud, hvor kan man nogle gange fole sig som et koldt menneske….

Vi har “opdaget” et rimelig billigt spisested i “Yong Wang” indkobscenteret. Det er italiensk inspireret og man faar de mest laekre smaa - frokost storrelse - pizzaer. Der har jeg ogsaa smagt de bedste foraarsruller. Foraarsruller er slet ikke noget man saadan spiser i Kina. Jeg tror mere det er en vestlig opfindelse. De har Dim Sum som de steget/frituresteger, men den “danske” dalum foraarsrulle skal man lede lidt efter. Den serveres kun paa de vestlige kinesiske restauranter.

Jeg har ikke mere small talk i denne omgang. Livet gaar lidt langsomt i ojeblikket saa der sker ikke saa meget.

Ja, så kom og gik også årets sidste dag. Velkommen til 2008. Årets første dag blev tilbragt på et hostel i Causeway Bay, Hong Kong Island. Hvilket, bare lige for at nævne det, er et lækkert kvarter af Hong Kong. Meget busy og pakket tæt med mennesker. Anne og jeg havde slæbt 17-18 kg med hver, der skulle sendes hjem. Så vi assede og massede for at få bagagen til det eneset åbne posthus i Hong Kong. Dér fik vi pakket vores ting og sendt dem hjem til den nette sum af lidt over 300 HK dollars.

Selve nytaarsaften blev fejret paa “milano”. Themaet var “bond and the beauty”. Nogle cafeer, reastaurant og nightclub var gaaet sammen om at hoste dette arrangement. Men hvad er en fest uden James Bong. Saa verdenes bedste Sean Connery efterligning rendte ogsaa rundt blandt gaesterne i james bond outfit. Og ja, vi fik ogsaa et par billeder ved vores bord. En rigtig god aften, total laekker indisk buffet men lidt skuffende fyrvaerkeri. Jeg havde forventet det helt store eller ihvertfald et par chrysantamum bomber. Det er jo Kina, fyrvaerkeriets faedrende land. Istedet havde vi en kanon udsigt over baeltet mellem Hong Kong Island og Kowloon.

Denne weekend er blevet tilbragt i hjemmets skod. Vi har udforsket lidt mere af vores by, spist paa nye restauranter og faaet ordnet et par ting eller to.

Denne mandag indleder den min sidste arbejdsuge her i Kina - vi skal vist ogsaa arbejde naeste mandag men intet er helt sikkert.
Saa siden vi i denne uger skal have de fleste af vores elever for sidste gang har Anne og jeg flottet os. Vi har hver brugt 40 yuan og kobt 500 bolsjer til uddeling i vores klasser. Der skal hovedsagelig hygges og tages billeder i klasserne. Bornene skal i naeste uge have eksamner/tests saa de kan godt faa lov til at slappe af i vores timer i denne uge.

Jo, jeg tror det er alt for nu. Jeg har opgivet at faa opdatet min blog om de uger jeg ikke har faaet skrevet.

Helene

Så er det sket. Det allerværste der kunne ske. Min bærbare pc er brudt sammen. Det er så slemt at mit keyboard hyler når jeg trykker på det. De kinesiske computer lærere, der konfigurerede min pc da den havde virus, har prøvet alt hvad de kan. Deres dom var simpel: You need to take you pc to a professional.
Snøft. Jeg har grædt og er nu nået til det punkt hvor det bare handler om at få min pc så hurtigt som muligt til Danmark. Hvis det bare var så simpelt som at skifte harddisken ud, så kunne jeg gøre det her i Kina. Men alle mine billeder fra hele min Kina tur ligger på et af drevene. Og jeg nærer stadigvæk et lille håb om at de kan blive reddet. En bagklog man ville så spørge hvorfor i alverden jeg ikke har lavet backup….. tja, det har jeg så ikke noget beredt svar på….. men lesson learnt, fra nu af kommer der andre boller på suppen.
Men sammenbrudet af min pc er grunden til at jeg har været længere end normalt om at updatere.

Til det mere positive. Jeg har med hjælp fra Grace fået syet en simple sort kjole hos en skrædder. Det lille eventyr kostede mig kun 150 yuan. Vildt billigt! Så nu har jeg en nytårs dress til festen i Hong Kong. Det glæder jeg mig forresten helt vildt til. Anne og jeg tager derned tidlig mandag morgen og har booket et værelse til at klæde om i, opbevare ting i og til at sove ud i tirsdag morgen. Vi regner med at bruge turen til HK til at få gjort lidt mere shopping men mere vigtigt til at få sendt det meste af vores happengut hjem. Det meste af hvad vi ejer her i Kina er sommertøj og souvenirs. Så det bliver smidt i, for mit vedkomne, en kuffert, der er ca. 15 kg. og så bliver det sendt hjem for sølle 268 HK dollars og er hjemme i løbet af nok 2 måneder. Det er nu slet ikke galt. Så det passer med at min kuffert skulle være nået til Danmark omkring samtidig med at jeg vender hjem. Perfekt timet.

Endnu en weekend kom og gik og jeg kan se tilbage på den med fornøjelse. Vi var 8 tøser afsted og havde billetter til “nøddeknækkeren” som ballet. Forventningerne var høje, endelig et kulturelt indslag til at bryde den ensartede hverdag. Og skuffet blev jeg ikke. Det var virkelig en smuk ballet - ikke at jeg er en kender, men jeg sys ihvertfald at jeg fik noget for pengene. Apropo penge, så var billetten heller ikke dyr. 110 HK dollars - det er ikke mere end hva vi giver for en biografbillet i Danmark.

I den forestående weekend skal vi bare på småture. På lørdag tager Anne og jeg til Guangzhou igen. Jeg skal mødes med min tantes kusine og moster. Sidste gang bød kusinen på middag på en restaurant men vi nåede ikke at møde mosteren. Det skal vi så denne gang. Hun snakker ikke engelsk - men det er der jo ikke noget underligt i - det skal nok blive spændende alligevel.

Dagenen på og i skolen smelter ligesom sammen. Der er ikke så meget spændende der. Men der med ikke sagt at der ikke er små episoder, der får nogle dage og elever til stå frem i hukommelsen. Der er en lille dreng fra 1. grade som hver gang han ser mig på gangen løber hen til mig med udbredte arme og slår dem om mig. Jeg løfter ham så op og giver ham en sving om tur. Der er drengen i grade 4, class 5 som snakker usædvanlig godt engelsk og hjælper mig med at oversætte for resten af klassen. I samme klasse er der en laban som enten råber “you is pig” eller “you is stupid”. Ja, han er ikke særlig imponerende. Så jeg retter altid hans udtale “you are a pig” og “you are stupid”. Hvis han skal råbe dumheder af mig, hans engelske lærer, så skal han da i det mindste råbe dem på korrekt engelsk…. den lille snotunge!

Så er der de tre tøser fra grade 5. Der er egentlig i Annes klasse men vi snakkede begge med dem under øvelserne til skolens fest. Det kommer altid hen til os og spørger os:” Do you have sweets?” “Do you have money?”… Jeg griner og svarer nej.

Apropo slik. Så har vi fundet ud af kiosk mutteren henne på hjørnet ved siden af skolen har en lille hælerforretning kørende med nogle af eleverne… hehe, sidst på eftermiddagen, hvor eleverne har mere tid fri smutter nogle af dem om bag skolens bygninger og står ved gitteret og forhandler med kiosk mutteren. Penge og slik veksler hænder og begge parter går tilfredse fra handlen. Tja, når man som elev ikke har lov til at gå uden for skolens grund og ikke kan komme til slikket, ja så må slikket jo komme til eleven…..

Selvom julen ikke er en del af den kinesiske kultur synes jeg at de klare det ret godt.
De fleste klasseværelser er på nuværende tidspunkt pyntet op, men julegialanter, udsmykninger på vinduerne, kunstige juletræer og julemandshoveder på dørene. Det bliver bestemt ikke en traditionel dansk jul i år, men mellem at vi har samles først i december og mødes en flok danskere juleaften, så bliver det nok jul alligevel….
Dagene er dog fløjet afsted her i december. Og Anne og jeg tæller allerede ned til den 16 januar hvor vi slutter på skolen.

I denne uge har jeg ikke lavet nogen særlig udfordrende lessonplan. En hurtig powerpoint gennemgang af de ord jeg præsenterede dem for i sidste uge. Plus to nye, elf og gifts.
Det varierer meget fra klasse til klasse i hver årgang hvor meget de husker. Men efter powerpoint showet leger jeg “snake” med dem. Tegner en stor slange på tavlen. De skal så besvare et spørgsmål fra én af tre kategorier. Colour, Christmas eller Animal. Det er ikke noget svært. De skal enten nævne farverne på de billeder på powerpoint showet som de har lært. Eller give mig navnet på given ting, fx. christmas tree, santa ect. Eller tegne et dyr på tavlen, eller en ting i forskellig farver. Hver opgave er bestemt af mig. Da jeg ikke lige har fået fat i en terning, trækker eleven en seddel (nr. 1-6). Jeg har 6 brikker i forskellige farver med magnet bagpå placeret på tavlen. Hvert hold er en farve. Så eleven flytter holdets brik… osv. Det er en morsom leg, kinesiske børn elsker alle lege hvor der indgår en form for konkurrence. Men den kræver at man kan holde styr på resten af klassen, der sidder på deres pladser.

Den kvikke bloglæser vil have at jeg har fået skiftet min “header” stribe med billeder ud. Den nysgerrige bloglæser kan så få at vide at det er billeder fra hhv. macau, guangszhou, qing hui garden og bao lin temple.

Okay, det er alt for denne gang…. jeg håber at I der hjemme nyder det danske kedelige grå vejr. Jeg glæder mig ihvertfald til endnu en gang at stå midt i det……

Når man ikke ved hvad man skal snakke om eller mangler noget interessant at fortæller lægger man altid ud med at snakke om vejret.

I weekenden tog vi ud til ”Bao Lin Temple” et stort buddhistisk tempel. Meget imponerende. I den kommende weekend er vi en gruppe tøser, der smutter til Hong Kong. Vi skal ned og se ”Nøddeknækkeren” som ballet. Det glæder jeg mig vildt meget til. Et lille kulturelt indskud vil være godt.

svar: 9 julesangs syngende danske tøser, der råhygger…

Ja, så er december også kommet til Kina, både i form af kæmpe dekorerede juletræer, juleudsmykning og ikke mindst de kinesisk versioner af klassiske julesange…
Så at sidde på den anden side af jorden blandt kinøjsere og palmetræer er ingen undskyldning for ikke at fejre jul. Så i løbet af nul komma fem blev der stablet et julearrangement på benene. Det er fordelen af at være et mindretal, man holder sammen.
Stine og Britt lagde lejlighed og kogekunst til og vi kom beredte med nissehuer og dansk råhygge. Jeg har en god blanding julemusik på computeren, bla. pyrus og adskillige klassikere. (takket værd farmands hjælpende hånd)
En hel weekend råhyggede vi. Dagsordnen var simpel; der skulle stinke af dansk jul.

Musikken gjaldede, vi klippede og klistrede - improviserede med de matrialer vi havde til rådighed. Der blev kogt klejner, lavet havregrynskugler, drukket hjemmelavet gløg, leget dåsegemme og spist dansk julefrokost bestående af bla. dåseleverpostej, importeret rugbrød og frikadeller.

1. advent blev der læst julehistorie (nissepok - impoteret fra danmark), skrabet julekalender og brændt kalenderlys. Råhyggen fortsatte og blev afsluttet med en kinesisk bodymassage, tur på café og derefter hjem i bus til den ventende kinesiske hverdag.

Sikke et brag af en weekend, den satte virkelig julestemning på højeste blus. Det var fedt, tøser!

Ja, så har jeg igen forsømt min blog og mit publikum. Men jeg vil prøve at komme efter det og opdatere læserne hurtigst muligt. 

Det nedenstående indlæg er fra vores weekend tur sidste weekend.
Vores weekend i Guangzhou har været dejlig. Der er ikke så mange ting at se for turister så så man får rig lejlighed til bare at slendre ned af gaderne og snuse ind den lokale kinesiske travlhed og forurening.
De få gange jeg har været i Guangzhou har jeg hver gang kørt gennem et område af byen hvor der bor utrolig mange afrikanere. Ja, Høje mørke afrikanere, og hvad laver afrikanere så i Kina? Ifølge John, den englænderen på vores skole, har han via lidt digging fundet frem til at de er her pga drugs. Afrikanerne er “muldyr”. Stofferne kommer fra Burma og bliver smulet ind i Kina gennem junglen i provinsen Yunnan, hvor stofferne skifter hænder og ender i Guangzhou, center for distributionen af stofferne til resten af Kina. Mange af stofferne kommer til Hong Kong, der har et kæmpe marked for party drugs. Derfra videre til Shanghai og Beijing. Så afrikanerne er ikke nice guys.

Det var lige et lille side kapitel, men tilbage til beretningen af vores weekend tur. En af de ting vi rigtig gerne ville se var en lile ø, Shamian, 1 km*0.5 km, der engang var halv fransk, halv engelsk koloni. Dvs, bygge stilen på øen er europaisk. Vi kunne dog ikke finde øen før vi  blev klar over at vi faktisk boede på øen…. ja, den er lille.

Pludselig befandt vi os omgivet af en Starbucks café, vestlige hoteller og en strøm af kinesiske brudepar, universitetsstuderende og amerikanske barnløse par. Hvad i alverden taler jeg om…?
Ja, det ser ud til at Shamian og Guangzhou er “stedet” hvor man tager hen hvis man er barnløs, har penge og vil adoptere en lille kineser. Ny bragte bedsteforældre og forældre går ture med deres nye børn  i modens bæreseler og klapvogne i bedste amerikanske stil.
Samtidig må de dejlige omgivelser af de høje huse i europaisk stil være “stedet” hvor kinesiske par for taget deres bryllupsbilleder - på forhånd. Fotografer, hjælpere, hvide brudegomme og brude fylder i omgivelserne ihærdigt i færd med at fange det perfekte smil og posering på film. Når de er færdige med den ene posering hanker bruden op i de hvide skørterne, tydeligt inspireret af den vestlige kultur, den kære hubby hjælper til, og begiver sig i kjolen med bukser nedenunder, videre til næste lokation og næste posering.

Vi undgik heller ikke at støde ind i et par grupper af kinesiske studerende fra “University of Agriculture and Technology”. De var ivrige efter at interviewe os og få taget billeder. Og som repræsentant og udsending fra det lille kongerige, Danmark, så jeg det som min pligt at hjælpe de kære studerende:
“Do you like Guangzhou?”
 - “yes, it’s a very nice city” - skønt jeg kun har været her i en halv time.
“Do you like chinese food?”
 - yes, it tastes good
“Do you know any chinese music or film?”
 - maybe, Yes, Jackie Chan.
“What do you think of the globalisation?”
- Er, hmm, well it has made it possible for me to come to China, so yes, I like it.  - selvom jeg ikke er helt sikker på hvad spørgsmålet egentlig hentyder til…..
“Can we take photo?”

Et gruppebillede senere og den danske udsending kan frejdigt gå videre. Mission accomplished.

Hvorledes kan man kende forskel på en “hvid” turist og en “hvid” fastboende?
- på påklædningen.
Anne , Ida og jeg sad på den dejlig solrig søndag morgen og spiste morgenmad på Starbucks og stirrede som en anden kineser på turisterne. De var alle iført korte bluser, shorts og åbne sko. Dér kunne vi se hvorledes vi har tilpasset os Kina. Det var lækkert vejr og egentlig okay varmt. Nok midt i 20′erne. Men alligevel var vi alle tre klædt i lange bukser, lukkede sko og strømper, langærmet trøje og med et tørklæde i halsen. Efter danske forhold var været fantastisk men fordi vejret er blevet en hel del køligere siden vi kom her til kan vi ikke længere mærke varmen på samme måde.
Ja, det er i de små detaljer at forskellene ligger og oftes er det også de detaljer vi glemmer i løbet af hverdagen.